BK Grøndal i Strasbourg
Skrevet af Jan_B d. 03. juni 2010 16:38
En velfortjent 3. plads til de danske mestre i Coupe d´Europe

Udvidet nyhedstekst
BK Grøndal ydede en godkendt indsats ved årets Coupe d´Europe i Strasbourg. Finalestævnet blev spillet i AGIPI´s hovedsæde, som de fleste nok kender fra utallige webcam transmissioner fra store turneringer. Lidt af et billard-mekka, der fuldt ud levede op til vores – ganske store – forventninger. Lidt særpræget i finalesammenhæng er det dog, at der kun spilles på 2 borde, så 1.- og 2.- manden, der spiller sidst, kan spekulere i (eller lade sig forstyrre af) sætscore og andre mere eller mindre relevante, taktiske fiks-fakserier.

I den indledende pulje mødte vi først det tyske mesterhold BC Elversberg og senere de spanske mestre fra Caseta Nova.

I kampen mod Elversberg fik vi den bedst tænkelige start, da både Lars Dunch og Jacob Haack-Sørensen leverede varen og vandt deres kampe med cifrene 2-1 – om end især Jacob var lidt ilde ude, og i virkeligheden slet ikke nåede at finde sig til rette på billardbordet. Det lykkedes dog ikke for hverken Tonny Carlsen eller Dion Nelin at følge op på den gode ”serv”, idet både Peter Ceulemans og Johann Schirmbrand viste stærkt spil, og der kan intet indvendes imod, at de to vandt med sætcifrene 2-0. Dermed blev resultatet 4-4, med sætcifrene 4-6 i vores disfavør.

Der var én fordel ved dette ”nederlag”, nemlig at vi vandt retten til at spille sidste kamp i puljen, med deraf følgende vished for, hvad betingelserne var for vores videre fremfærd i turneringen. Og da Caseta Nova var så venlige at slå Elversberg 6-2, var kravene til os klare: Uafgjort ville sende os videre som nr. 2 i puljen, mens vi med en sejr ville vinde puljen. Nu er Caseta Nova et ganske kapabelt hold, med 3 de spanske himmelstormere Ruben Legazpi, Javier Palazon og Carlos Crespo, i kyndig mesterlære hos den rutinerede og ind imellem fantastisk spillende Tayfun Tasdemir fra Tyrkiet. Igen gjorde Lars sin skyldighed, da han slog en ganske nervøs Crespo. Jacob kom i menneskehænder og kunne ikke stille meget op mod den mangfoldige U-verdensmester Palazon, der meget vel kan vise sig at være den næste store stjerne på den internationale scene. Det var nu et krav, at enten Tonny eller Dion skulle vinde, hvilket absolut ikke er en given ting, modstanderne taget i betragtning. Heldigvis var Dion i overdådigt spillehumør, og han fik mindet Tayfun om, hvem af de to der er oven på. Med Dions sikre sejr betød det knapt så meget, at Tonny fortsat kæmpede med at finde sig til rette. Semifinalen var en realitet, og dermed var vores målsætning med sæsonen i virkeligheden opfyldt.


I lørdagens semifinale mødte vi de tårnhøje favoritter AGIPI, og skønt der på forhånd ikke var meget at have forhåbningerne i, gik alle 4 til opgaven i forvisning om, at vi havde gjort vores skyldighed, og uden noget pres kunne forfølge vores chance.

Igen leverede Lars en stærk og dybt koncentreret indsats, og han slog ganske fortjent J-C Roux med cifrene 3-2 – med overbevisende 15-5 i det afgørende 5. sæt. På bord 3 hang Jacob lidt i bremsen, men fik sat kadencen godt i vejret, og da han vandt 3. sæt, begyndte det egentlig at se fornuftigt ud – og så skete katastrofen: I en serie, hvor spillet flød, og Jacob fandt det rigtige positionsspil frem, blev han offer for en dommerfejl, hvor han fejlagtigt ikke blev noteret for et point, og en potentiel stor serie blev derfor kun til 3. Efterfølgende gik Jacobs modstander, Jeremy Bury, til bordet og lukkede kampen med en serie på 4. Vi kan jo kun teoretisere over, om fejlen kostede os sejren, og det er trods alt rimeligt at sige, at det gjorde den sandsynligvis ikke – men brandærgerligt var det, og det var en fattig trøst, at Jacob ved en senere gennemgang af TV-optagelsen fik vished for, at pointet var OK. Der er ikke andet at sige, end at dommeren begik en ærlig fejl – det sker selv i de bedste kredse, og vi kan bare håbe at denne episode – samt nogle få mere i løbet af stævnet – bevirker, at de i øvrigt korrekte og velmenende dommere fremover bliver instrueret lidt bedre.

Nu stod Dion og Tonny over for en klar opgave: tag én sejr af to mulige fra Marco Zanetti og Fréderic Caudron – og vind i øvrigt med mindst én i samlet sætscore. Tja – hvor svært kan det være… Caudron viste sig helt som ventet at være en overordentlig vanskelig herre, og skønt Dion hængte godt på, så kunne han ikke forhindre den belgiske verdensstjerne i at trække sejren på 3-1 i land. Dette krævede, at Tonny skulle slå Zanetti 3-0 – en umulig opgave, der pludselig så ud til at blive mulig, da Tonny fandt storspillet frem og bragte sig foran 2-0. Efter pausen satte han tempoet bare en anelse ned, og mere skulle der ikke til, for at Zanetti fik spillet sig ind i kampen, og da Zanetti havde udlignet til 2-2 blev kampen afbrudt, da vi ikke kunne nå at vinde sammenlagt. Men alt i alt en meget godkendt indsats af vores drenge, der undervejs vist havde de franske verdensstjerner rystet lidt.

Søndag var der kamp om 3. pladsen mod FC Porto, et hold der, udover Dani Sanchez og Semih Sayginer, består af den portugisiske elite, der ret beset ikke kan skræmme livet af danske elitespillere. Der var da heller ikke den store slinger i valsen på 3. og 4. bordet, og skønt Alipio spillede et godt 1. sæt mod Lars, var han ikke i stand til at holde niveau. Jacob havde ingen problemer overhovedet med Paolo Andrade, og der blev således afleveret to sikre sejre og en sætscore på 4-1 til 1. og 2. bordet. Dion var flyvende mod Dani Sanchez, der efter et tæt 1. sæt ikke havde mere at byde ind med, og Dion vandt knusende sikkert 2-0 i bare 11 indgange. Tonny nåede kun at vinde et enkelt sæt på bord 2 før Dion havde afgjort det hele i dansk favør, og en meget fortjent 3. plads var dermed hjemme.

Finalen blev i øvrigt – helt planmæssigt - vundet af hjemmeholdet AGIPI over Caseta Nova, efter en stor magtdemonstration af Zanetti og Caudron, der lavede hhv. 28 og 45 points i 13 indgange – stor, stor klasse!


Vi er nu tilbage i den daglige mølle, mættede af indtryk, men også i bevidstheden om, at vi efterlod et godt indtryk i Strasbourg. Nu kender de BK Grøndal og deres entusiastiske publikum, og var de inden start overraskede over fraværet af Hans Laursen, ja så har de nu lært Lars Dunch – le Duch – at kende.

Hermed holder også BK Grøndal – og undertegnede skribent – en efterhånden tiltrængt sommerpause, og ønsker jer alle en behagelig sommer.


Tage Lauridsen